Undgå konflikter - skab positiv læsetræning

Positiv læsetræning er vigtigt for, at dit barn lykkes med at lære at læse. Når læsetræningen gør ondt, skader det barnet på sigt, og i værste fald får det ikke lært at læse. Sådan behøver det heldigvis ikke at være.

I kan lykkes med læsningen

Får du og dit barn ondt i maven, når I skal læse derhjemme? Og ved I bare, at det heller ikke vil lykkes at få læst i dag? Så har I det som rigtig mange andre børn og forældre, der hver dag kæmper for at få læst de anbefalede 20 minutter om dagen – ofte uden held.

Vi ved, at ingen børn lader være med at lære at læse med vilje, tværtimod, og vi ved, at forældre altid gør, hvad de kan, for at støtte deres børn i læsningen. Selvom læsetræningen er gået skævt mellem jer, er vi overbeviste om, at det er jeres største ønske, at læsetræningen skal være rar og hyggelig, og at barnet lærer at læse.
Vi ved også, at ingen af jer kan være tjent med konflikter og skældud i længden. Derfor har vi samlet vores allerbedste råd til, hvordan I sammen kan lykkes med læsningen og få en bedre oplevelse. Det ved vi, at I kan.

3-trins guide

Vi guider dig igennem forvandlingen fra en konfliktfyldt læsetræning til en positiv læseoplevelse for dit og dit barn.

1. Start kærligt ud og tag ansvar for stemningen

Som i mange andre sammenhænge, er det vigtigt, at udgangspunktet for at hjælpe dit barn med læsningen er kærligt. Selvom det ikke er let, når først skaden er sket, og der er opstået konflikter mellem dig og dit barn, så er det muligt at gøre læsesituationen derhjemme til en positiv oplevelse for dig og dit barn. Start derfor med at tage en kærlig snak med dit barn om læsningen og de udfordringer, som du ser og oplever. Og endnu vigtigere. Fortæl dit barn, at du virkelig gerne vil hjælpe og derfor har besluttet, at der ikke skal være konflikter eller skæld ud sammen med læsetræningen fremover – du skal mene det, og selv overholde det. Det er den voksne, der skal bære ansvaret for, at den gode stemning og de gode oplevelser kan blive en realitet. Din positive indsats vil smitte af på barnet, og I vil have lettere ved at starte på en frisk.

2. lav en fælles plan og sørg for at barnet bliver hørt

Når du og dit barn er lykkes med at have en kærlig snak om læsningen, og når du har fået fortalt dit barn, at du er klar til at hjælpe uden konflikt, så er I klar til at rykke et skridt nærmere mod den positive læsetræning.

For at læsetræningen skal lykkes for jer, er det vigtigt at I har en fælles idé om, hvordan I vil gøre det. Derfor er det næste I skal gøre at lave en plan for, hvordan læsetræningen skal foregå. I kan for eksempel aftale hvornår på dagen I skal læse (mange børn kan godt lide, at der er en fast rutine, fordi det giver dem ro og overblik), hvor I vil gøre det (i stuen, i sofaen, i køkkenet mens der bliver lavet mad etc.), hvem (mor eller far), hvordan skal hjælpen gives (det vender vi tilbage til) og ikke mindst hvor lang tid, I sætter af (husk her på, at selvom man ofte siger jo mere, jo bedre, så er det her meget bedre, at læsetræningen er positiv og af god kvalitet i fx 5-10 minutter, end at den er lang, for krævende og ender i konflikt).

Når du og dit barn laver jeres fælles plan for, hvordan I ønsker læsetræningen skal foregå, så sørg for, at dit barn bliver hørt. Det skal være en fælles plan og ikke kun din plan, så både du og dit barn føler sig som en del af aftalen og så I begge føler lyst til at overholde aftalen.

3. Vær realistisk og følg op med nye kærlige samtaler

Tit når man ændrer vaner eller prøver nye ting af, så vil man gøre det så godt, som man overhovedet kan. Sådan har du og dit barn det helt sikkert også. I har begge lyst til, at der virkelig skal ske noget nu, og I vil gerne have, at det går godt. Derfor kan I let komme til i ren og skær ivrighed at sætte høje, måske urealistiske mål, som i stedet for at hjælpe jer, ender med at stresse jer. Derfor er det supervigtigt, at du som forælder prøver at være realistisk på dit barns vegne.

Hvis dit barn foreslår noget, som du synes lyder uopnåeligt, så lav en aftale om, at aftalen kun gælder en uge, eller hjælp forsigtigt barnet med at sætte målene lidt ned, så barnet får en så god oplevelse som muligt. Det er vigtigt, når I laver en plan for, hvordan I vil øve læsningen derhjemme, at barnet ikke føler sig presset.

Når ugen er gået, er det igen blevet tid til, at I sætter jer ned og snakker både jeres aftale om konflikter og jeres plan for læsetræningen igennem. Gik det hele som forventet? Kunne I overholde aftalen? Skal noget ændres, så det bliver lettere at overholde aftalen? Hvad fungerede godt? Hvad var mindre godt? Osv. På samme måde som i den første samtale er det et must at du som voksen husker den gode og kærlige tone, også selvom ikke alt gik, som I gerne ville. Med mange års erfaring om børn og læsning, ved vi, at læsetræningen kræver stor tålmodighed for både dit barn og dig som forælder. Heldigvis ved vi også, at med den rette hjælp, kan I sagtens lykkes med det.

Få mere inspiration og hjælp

Når I er klar til at lære mere, kan I gå videre til næste skridt. Som forælder er det vigtigt, at du hjælper dit barn på den rigtige måde, er tålmodig og bruger de rette metoder til at hjælpe læsningen på vej.
Vi deler flere råd til, hvordan du konkret hjælper med enkeltord, der driller, og hvordan du i det hele taget giver dit barn den rette hjælp i læsetræningen.

Er dit barns læseudvikling gået i stå eller gået tilbage? Så har dit barn behov for professionel hjælp med det samme. Bestil en gratis vurdering af dit barns læsning her.

Scroll til toppen